Hvad er et stort botilbud?

Der er ingen fast definition af, hvornår et botilbud er ’stort’ eller måske vigtigere ’for stort’. Nyere dansk undersøgelse (2021) [https://www.vive.dk/da/udgivelser/brugertilfredshedsundersoegelse-paa-det-specialiserede-voksenomraade-16847/] viser, at beboere i botilbud generelt trives godt, men at dem der ikke trives, i langt overvejende grad er dem med størst hjælpebehov. Sammen tendens går igen, når man ser på tilfredsheden med den modtagne støtte – både i botilbuddet og den udadrettede støtte. Og det er også dem med de største hjælpebehov, der føler sig mest forstyrrede af deres bofæller. Og endelig ved vi fra andre undersøgelser, at dem med størst hjælpebehov også oftere bor i de største botilbud.

 

Engelske studier [https://www.researchgate.net/publication/309431778_Improving_Quality_of_Life_Outcomes_in_Supported_Accommodation_for_People_with_Intellectual_Disability_What_Makes_a_Difference] viser, at størrelsen af botilbud betyder noget for trivslen, og at deltagelse i meningsfulde aktiviteter, adgang til aktiviteter i lokalsamfundet, valg og udfordrende adfærd også har stor indflydelse på trivslen. Faktisk viser studiet et markant fald i trivslen ved over 6 beboere. 

 

Hvad kendetegner en institution? 

 

Selvom institutioner på voksenområdet begrebsmæssigt forsvandt med Serviceloven i 1998 og man satte sig det ideologiske mål om et ’hjem’ og derfor ønskede et opgør med institutionerne, så har det vist sig langt fra at være tilfældet i realiteten. Lev har gennem en årrække beskrevet, hvordan vi ser tendenser til re-institutionalisering – både i form af bygningernes størrelse, men også i forvaltningen. Fx. klausuler i lejekontrakterne, der skal gøre det lettere at flytte på folk. Men hvad definerer egentlig om et botilbud er en institution eller har et institutionspræg? 

 

Nogle kendetegn kunne være: 

• Organiseringen af hjælpen - institutionen indebærer som udgangspunkt en fast organisering af hjælpen med på forhånd fastlagte ressourcer.  

• Dimensionerne - størrelsen har helt klart betydning, men vi kan ikke sætte en grænse for, hvornår der er tale om en institution alene ud fra størrelsen. Iflg. Tilbudsportalen eksisterer der ikke så mange ’større’ botilbud, men ofte skyldes det, at de store byggerier er opdelt i flere mindre enheder/tilbud på samme matrikel. 

• Fællesrum – store fællesrum kan også være en ’institutions-indikator’. 

• Personalerum – disse kan være med til at give boligen præg af arbejdsplads frem for bolig. 

• Helhedstilbud – til flere tilbud er der knyttet aktivitetscenter e.lign, hvilket betyder, at beboere disse steder ikke vil opleve det daglige miljøskifte, der var en central del af N. E. Bank-Mikkelsens tanker om normalisering. 

• Kost – stor- eller centralkøkkener, hvor maden leveres uden beboernes medvirken i fremstillingen af egen mad. 

• Placering – mange nye boliger til mennesker med handicap placeres i udkanten af byer eller i industrikvarterer og kan dermed få karakter af enklaver/ghettoer. 

• Beboersammensætning – det, der binder folk sammen, er alene deres funktionsnedsættelse. 

• Støtte/hjælp – hjælpen er ikke individuelt tilrettelagt.