Historisk overblik

Boliger til mennesker med udviklingshandicap er en del af Levs DNA. Lev blev stiftet af forældre, der var utilfredse med forholdene på centralinstitutionerne - de store anstalter, og Lev var også en markant aktør, da særforsorgen blev nedlagt i 1980 og opgaverne blev overdraget til amterne fra staten. Indtil 1980 blev alle med et udviklingshandicap registreret under Åndssvageforsorgen uanset bopæl.

​

I 1998 afløste Serviceloven Bistandsloven. Og med Serviceloven blev institutionsbegrebet på voksenområdet afskaffet. Dette var ikke blot tænkt som en ’sproglig øvelse’, men også som et opgør med måden hjælpen til mennesker var organiseret på. Institutionsbegrebets afskaffelse byggede på en klar intention om af-institutionalisering og indebar en lovgivningsmæssig adskillelse af den enkelte borgers hjem og den nødvendige hjælp og støtte i hverdagen. Ønsket om af-institutionalisering var i høj grad præget af en handicappolitisk målsætning om normalisering af mennesker med handicaps livsvilkår og muligheder. Ingen skulle leve en hel voksentilværelse i noget, der mest af alt måtte karakteriseres som nogle andres arbejdsplads.

​

Sådan gik det desværre ikke. Institutionerne fortsatte med at være bærende i den måde myndigheder tænker. Altså, at borgerne skal flytte efter den rette hjælp og ikke som loven reelt foreskriver, at hjælpen skal komme til borgeren i dennes bolig.

​

Boligområdet har alle år været følsomt og potentielt konfliktfyldt – også internt i Lev. Således var der allerede fra starten delte meninger i Lev, om man for eksempel skulle/burde beholde sit (voksne) barn hjemme eller lade det flytte på botilbud eller i bofællesskab. Men trods de forskellige holdninger i foreningen er det alle årene lykkedes Lev at gå forrest - nogle gange alene, men oftest med forskellige samarbejdspartnere - i udviklingen af nye og mere inkluderende boformer.