top of page

Argumenter for principperne

Hvorfor?

Levs boligpolitiske principper vil være udfordrende for mange - både blandt forældre, personale, faglige organisationer, kommuner med flere. Det kan for eksempel være bekymringer for om økonomien skrider, om ensomheden vil stige, om det er muligt at sikre specialisering og faglighed i støtte og indsats, og så videre.  

I de diskussioner er der ingen lette svar. Både fordi det handler om sårbare menneskers trivsel og livsmuligheder, og fordi vi alle er bærere af historisk begrundende vaneforestillinger, særligt når det gælder boliger og organiseringen af hjælp til mennesker med udviklingshandicap.  

En helt central dimension er karakteren og omfanget af den enkeltes funktionsnedsættelse. Der er tydelige tendenser til, at jo større hjælpebehov den enkelte har - jo mere udtalt er vanetænkningen om, hvordan denne gruppe mennesker bør og kan bo, og hvordan deres støtte skal være organiseret.

Men henblik på tydeliggørelse og nuancering af dilemmaer har vi herunder oplistet en række påstande, som vil være typiske i en diskussion om Levs boligpolitiske principper og den udvikling, som de peger i retning af. Efter hvert udsagn findes en række bud på nuanceringer eller ligefrem modargumenter og spørgsmål. Listen er ikke udtømmende.

​

PÅSTAND 1:

Der er stordriftsfordele ved at indrette mennesker med udviklingshandicaps hjem som institutioner, og det bliver alt for dyrt, hvis flere skal have mere inkluderende og individuelle boliger 

  • Der er helt sikkert stordriftsfordele, når det handler om produktion af biler, papkrus, mikrochips osv. Men man kan ikke uden videre overføre disse fordele til ydelsen af livshjælp til mennesker med udviklingshandicap. Hjælpen er langt mere kompleks og stiller krav om en individuel tilgang. 

  • Man kan naturligvis konstatere stordriftsfordele i visse sammenhænge, når det gælder driften af botilbud, fx. nattevagt. Men enhver stordriftsfordel bør altid måles op imod stordriftsulemper – og de ulemper overses alt for ofte. Ulemperne kan både have økonomisk karakter, men vi bør også tage højde for de store kvalitets- og trivsels-stordriftsulemper, som findes i relation til store ikke-selvvalgte kollektive boformer. De udfordringer er velbeskrevet i forskning og undersøgelser, og handler fx. om utilstrækkelig individuel hjælp, svag faglighed, øget risiko for vold og overgreb, manglende valgfrihed mv. 

  • Vi ser oftere problemer med mistrivsel på store bosteder, ligesom vi ofte ser et kæmpe aldersspænd. 

 

FAKTA: 

 

SPØRGSMÅL: 

  • Hvad kommunen mener med stordriftsfordele? 

    • Hvori består fordelene egentlig? Sammenlignet med hvad? 

    • Kan vi få præcise tal? 

  • Har kommunen dokumentation for, at der er økonomiske stordriftsfordele ved større tilbud? 

    • Hvis ja, hvor stor er besparelsen så? Pr. borger, pr. år og over tid? 

    • Opvejer de økonomiske stordriftsfordele reelt stordriftsulemperne? Både de økonomiske, de trivselsmæssige og de faglige?  

  • Har kommunen kigget på stordriftsulemperne?  

    • Hvilke overvejelser har man gjort sig for at imødegå dem?

​

PÅSTAND 2:

Ensomheden vil stige, hvis flere skal bo uden for institutionslignende botilbud

  • Nogle beboere i botilbud har stor glæde af fællesskabet med de øvrige beboere i større eller mindre botilbud. Men mange oplever også dårlig trivsel, er generet af uro og dårlig tryghed. Og mange beboere i botilbud er også ensomme og har meget svage sociale netværk.

  • Ensomhed er et generelt samfundsproblem, som der er brug for at sætte ind over for - også blandt mennesker med udviklingshandicap. Men styrkelsen af sociale netværk kan ske udenfor og på tværs af botilbud og individuelle boliger.

 

FAKTA:

  • Det er veldokumenteret, at mange mennesker med udviklingshandicap er ensomme – også i højere grad end det gælder for resten af befolkningen. Fx. har Hans Christian Hansen dokumenteret dette i to bøger fra hhv. 2000 [Hans Christian Hansen, Udviklingshæmning og socialt netværk, Forlaget Udvikling, ISBN: 87-90965-00-0] og 2002 [Hans Christian Hansen, De Glemte: Nye perspektiver på udviklingshæmning og socialt netværk, Forlaget Udvikling, ISBN: 87-90965-02-7]. Han undersøgelser viser bl.a., at 8 % af dem, der bor på botilbud, har ingen form for kontakt med folk udefra. Deres sociale netværk omfatter alene andre beboere/mennesker med udviklingshandicap og professionelle. Men Hans Christian Hansens arbejder viser ingen sammenhænge mellem ensomhed og størrelsen på botilbud.

  • Der er generelt ikke belæg for, at store institutionslignende botilbud modvirker ensomhed. https://samforsk.no/publikasjoner/utviklingshemmetes-bosituasjon-2021
    Mange kommuner mener at store bofellesskap er en fordel, fordi det gir grunnlag for et bedre fagmiljø og forebygger ensomhet. Våre data viser at disse argumentene savner rot i virkeligheten.Ifølge den norske rapport er forestillingen om, at mindre bosteder/egen bolig giver øget ensomhed faktisk tilbagevist i flere analyser. Alligevel ser forestillingen ud til at leve bedste velgående. Rapporten konkluderer derfor, at ensomhed bør bekæmpes gennem aktiviteter og ikke gennem bosteder.

  • Danmark har med ratifikationen af FN’s Handicapkonvention bl.a. forpligtet sig til at arbejde for at personer med handicap har adgang til et udvalg af støttetilbud i hjemmet og på boligområdet samt andre lokale støttetilbud, herunder den nødvendige personlige bistand for at kunne leve og være inkluderet i samfundet samt for at forebygge isolation fra eller udskillelse af samfundet. [https://menneskeret.dk/monitorering/internationale-rapporter/menneskerettighedskonventioner/handicapkonventionen (Artikel 19, litra b)]

 

SPØRGSMÅL:

  • Hvordan kan vi understøtte netværk/det sociale fællesskab? Der skal være spørgsmål, der kan afkræve kommunen en redegørelse for hvad de vil gøre for, at det sker.

  • Hvordan tænker kommunen at understøtte den individuelle støtte jf. Servicelovens §1, stk. 3?
    …Hjælpen tilrettelægges på baggrund af en konkret og individuel vurdering af den enkelte persons behov og forudsætninger og i samarbejde med den enkelte…

  • Hvordan vil kommunen være opsøgende på at lave fællesskaber, med inddragelse af civilsamfund og pårørende?

 

PÅSTAND 3:

Det bliver umuligt at opretholde og udvikle fagligheden blandt medarbejderne, hvis ikke det sker inden for rammerne af et større botilbud.

  • Det er vigtigt, at der udvikles og opretholdes stærke faglige miljøer, der kan understøtte specialisering og kvalitet i indsatsen. Men stærke faglige miljøer kan også etableres på tværs af matrikler, og behøver ikke være bundet til borgerens hjem. Sådanne organiseringer kender man fra andre områder, fx. i forhold til socialt udsatte, i dele af socialpsykiatrien mv.

  • Historisk – også for ganske nylig – har vi set talrige eksempler på at store botilbud på ingen måde er befordrende for høj faglighed og kvalitet. Tværtimod ser store botilbud ud til at være i særlig risiko for at udvikle en ikke-faglig og ligegyldig kultur blandt medarbejderne.

​

FAKTA:

  • En ny norsk undersøgelse (sept. 2021) [https://samforsk.no/publikasjoner/utviklingshemmetes-bosituasjon-2021] viser, at forestillingen om, at et stærkt fagligt miljø kun kan opretholdes i større enheder ikke kan påvises:
    Mange kommuner mener at store bofellesskap er en fordel, fordi det gir grunnlag for et bedre fagmiljø og forebygger ensomhet. Våre data viser at disse argumentene savner rot i virkeligheten.

  • Heller ikke de økonomiske fordele ved stordrift kan den norske rapport hverken af- eller bekræfte.
    … mange mener at store bofellesskap er mer kostnadseffektive. Det kan stilles spørsmål ved dette. Vi har ikke undersøkt i hvilken grad det er tilfelle at de er mer kostnadseffektive, men konstaterer at hele logikken bryter med prinsippet om at bolig og tjenester skal ses uavhengig av hverandre. Det bygger på et premiss om at tjenesteproduksjonen skal kunne bestemme bosituasjonen, noe som er et brudd på politiske føringer.

  • En rapport fra Institut for Menneskerettigheder [https://menneskeret.dk/udgivelser/boligvalg-mennesker-handicap] dokumenterer, at det frie boligvalg reelt ikke eksisterer, da man …i praksis får tilbudt en botilbudspakke og ikke individuelt tilpasset støtte, og valgmulighederne er meget begrænsede.

 

SPØRGSMÅL:

  • Hvorfor kan fagligheden ikke opretholdes i andre boformer, som det sker for mange andre målgrupper, fx i psykiatrien eller ældreplejen?

    • Ville I bruge samme argumenter overfor en borger med fysisk handicap?

    • - overfor en borger med en BPA?

  • Har kommunen dokumentation for, at der er økonomiske stordriftsfordele ved større tilbud?

​

PÅSTAND 4:

For at kunne give den nødvendige støtte bliver vi nødt til at flytte borgerne, hvis de får et lavere funktionsniveau og dermed et højere støtte- / plejebehov. 

  • Det er ekstremt indgribende - også for mennesker med udviklingshandicap - at blive flyttet fra deres hjem. Det indebærer også brud i sociale relationer, et kendt lokalområde, andet personale mv. At flytte rundt på mennesker afspejler en klassisk institutionstænkning, hvor borgeren skal flytte efter hjælpen i stedet for at ændre på hjælpens omfang og kvalitet der, hvor borgeren bor.

  • Med en organisering af hjælpen og fagligheden på tværs af matrikler, kan der både opnås bedre og mere effektiv fordeling af den rette hjælp.

 

FAKTA:

 

SPØRGSMÅL:

  • Hvordan håndterer kommunen flytninger?

  • Hvad kan begrundelserne for en flytning være?

I aktuelle sager:

  • Hvordan har flytteprocessen været?

  • Hvordan er beboere og pårørende blevet orienteret? (Er der gjort opmærksom på hvilke rettigheder, beboeren har i den pågældende bolig?)

  • Er det undersøgt grundigt nok, om hjælpen kan ydes i den nuværende bolig?

    • Kan vi få dokumentation for dette?

  • Er alle de fem forudsætninger for Har kommunen dokumentation for at der er økonomiske stordriftsfordele ved større tilbud?

bottom of page